Bio blog VUC: 2013

fredag den 13. december 2013

Havets økologi

Havets plantevækst består hovedsagelig af to slags alger, tang og planteplankton. Tang er makroalger, som er fæstnet til havbunden på lavt vand, og planteplankton er mikroskopiske alger, som svæver i de frie vandmasser. Planteplankton spiller på grund af sine enorme forekomster den største rolle i havets økosystem. De omdanner ved fotosyntese solenergi til kemisk energi, som er tilgængelig for havets øvrige beboere. Planteplankton udgør det første trofiske niveau i havet.

Mængden af planteplankton bestemmes dels af lysmængden dels af de tilgængelige næringssalte. Planteplankton har ligesom landplanter behov for flere forskellige næringssalte i varierende mængde
til opbygning af livsvigtige organiske molekyler som fx proteiner og DNA. Mangler blot et af næringssaltene, begrænses planktonalgernes vækst.

Der findes mange forskellige slags planktonalger, som varierer i både form, farve og størrelse. Fælles for planktonalger er, at de næsten alle er lidt tungere end vand. De er derfor i fare for at synke så dybt, at lyset bliver for svagt til fotosyntese. Derfor er de ofte forsynet med udvækster, som fremmer deres evne til at svæve i vandet. Samme virkning har det, at planktonalger lagrer deres overskudsenergi i form af oliedråberder som bekendt er lettere end vand.

Alger har en stor overflade i forhold til deres størrelse, hvilket letter optagelsen af de nødvendige næringssalte. En almindeligt forekommende planktonalgeslægt i danske farvande er Chaetoceros. Chaetoceros tilhører kiselalgerne. Disse er omgivet af to klare kiselskaller. Kiselalger formerer sig ved tvedeling. De to gamle skaldele danner hver en ny.

Kiselalger har deres højsæson i forårsmånederne samtidig med en anden algegruppe, dinoflagellaterne. Sidst på sommeren dominerer derimod cyanobakterier. Dette skyldes, at cyanobakterier, ligesom bælgplanter, er i stand til at fiksere luftens N2, og at der netop på denne årstid er mangel på N-holdige næringssalte i vandet. Derfor udkonkurrerer cyanobakterier andre planktonalger.

Alle andre livsformer i havet er direkte eller indirekte afhængige af planteplanktonets primærproduktion.
På det andet trofiske niveau i havets fødekæde findes bakterier og dyreplankton, som omfatter mikroskopiske vandlopper, larver af bunddyr, fiskeyngel m.m. De er heterotrofe organismer, som ernærer sig af planteplanktonet.

Nye undersøgelser viser, at planteplanktonets skæbne afhænger af gødningsforholdene. Er der rigeligt med næringssalte til stede vil planktonet bestå af forholdsvis store planktonalger over 1/100 mm, som bliver spist af vandlopper, der igen ædes af større organismer fx fiskelarver.

Sådanne fødekæder er korte, og overførslen af organisk stof fra de første til de sidste led i fødekæden er meget effektiv. Disse korte fødekæder danner grundlaget for en stor fiskeproduktion. Er der imidlertid kun få næringssalte i vandet, skifter algeplanktonet sammensætning. Det er fortrinsvis små former som planktonalger under 1/100 mm, der er ansvarlige for primærproduktionen. Det medfører, at fødekæderne som regel bliver lange, hvilket giver et stort energitab ved respiration, og overførslen af stof bliver derved ineffektiv.

I forbindelse med den mikrobielle løkke frigives næringssalte i de øverste vandlag til gavn for planteplanktonet, som kan udnytte dem til fornyet primærproduktion.

I havets fødenet indgår fisk på alle niveauer. De indgår både i de frie vandmassers græsningsfødekæde og i bundens nedbryderfødekæde.
Organisk materiale i form af døde alger, vandloppeekskrementer m.m. synker til stadighed ned på bunden fra græsningsfødekæden. Her udgør de føde for bundens dyr, som fx muslinger og børsteorme. Den del af føderegnen, som ikke spises af bunddyrene, nedbrydes af bakterier og svampe i havbunden.

Nedbrydningens karakter afhænger af iltforholdene på bunden og i de bundnære vandlag. Er der ilt til stede, foregår der en fuldstændig nedbrydning ved respiration, således at der frigives kuldioxid, vand, energi og de næringssalte, som det organiske materiale bestod af. Denne proces er meget vigtig, idet genbrug af næringssaltene er nødvendigt af hensyn til en fortsat dannelse af planteplankton og dermed for havets øvrige beboere. Er der ikke ilt tilstede, kan der ved gæringsprocesser dannes giftige gasser som svovlbrinte og metan. Der bliver mindre og mindre energi tilbage efterhånden, som man bevæger sig gennem fødekæden. Energien tabes på tre måder i hvert led i fødekæden:

- En del af føden bliver ikke spist, men ender som dødt organisk materiale på havbunden, der kan omsættes af nedbrydere.
- En del bliver spist, men ikke optaget i organismen. Denne del ender som ekskrementer på havbunden.
- En del respireres for at dække organismens energibehov til bevægelse og vedligeholdelse.

Der ophobes altså en beskeden mængde organisk materiale på havbunden. Hvis der er tale om steder med stærk strøm og stort vandskifte, vil der ikke finde nogen bundfældning sted. I dybere bassiner og lukkede områder med ringe vandskifte kan vi derimod se ophobning af organisk materiale, som er højere end den her beregnede gennemsnitsværdi. Bliver ophobningen for stor, kan det medføre iltsvind og fiskedød.

Om sommeren kan der desuden opstå et temperaturspringlag. Temperaturspringlaget opstår ved solens opvarmning af overfladevandet eller ved, at en kold vandmasse skyder sig ind under en varm. Vands massefylde stiger ved afkøling og er størst ved 4°C. Derfor vil varmt vand flyde oven på koldere vand. I grænselaget mellem de to vandmasser sker der en vis opblanding, men den er så lille, at man godt kan tillade sig at sammenligne springlaget med et låg, der er lagt over bundvandet.

De bundlevende bakterier og svampes respiration kan til tider blive så kraftig, at iltindholdet i havbunden og i de bundnære vandlag bliver kritisk lavt. I værste fald kan der opstå total mangel på ilt med alvorlige følger for havets økosystem og dermed for fiskeproduktionen. Fiskene kan søge væk, men det kan de bundlevende fødedyr som muslinger og orme ikke. De bliver kvalt.

Lavet af : Malte S: Boe, Ellen M. Kristensen, Mads S. Andersen

fredag den 6. december 2013

Algers betydning for økosystemet

Bloggen
Titel: Algers betydning for økosystemet

Tags: alger, primær, sekundær, havet, økosystemet, mikroalger, makroalger, næringsstoffer, fotosyntesen, organisk materiale, oliedannelse, tang

Hej bloggen
Nu skal i bare høre, alt hvad vi ved om alger og deres betydning for økosystemet.

Alger er planteceller som laver fotosyntese og lever over alt på jorden. Alger kan opdeles i to hovedgrupper, mirkoalger og makroalger.
- Mikroalger er små encellede organismer som f.eks. planteplankton.
- Makroalger er flercellede organismer, som f.eks. tang.
Algers rolle i økosystemet:
Planteplankton spiller pga. sine enorme forekomster, den største rolle i havets økosystem. De omdanner ved fotosyntese solenergi til kemisk energi, som er tilgængelig for havets øvrige beboere.
Der kan ske en kæmpe algeopblomstring i havet, hvis der er for mange næringsstoffer i vandet. Markoalger, tang optager næringssalte, fosfat og nitrat. Hvis man dyrker tang i et næringsrigt område optager det næringssaltene i havet. Ved at man tager tanget op af havet, fjerner man det helt fra vandet, i forhold til, hvis man lader tanget blive i vandet til det dør, da vil det nemlig frigøre nærringssaltene igen. Det skaber et bedre miljø i vandet og det tang man fjerner fra vandet kan bruges til biogas.
Døde alger der ligger sig på havbunden kan blive omdannet til olie. Dette sker ved at de døde alger bliver begravet af forskellige lag af organisk materiale. Hvis det samtidig sker under iltfrie forhold, og hvis temperaturen og trykket er perfekt, vil de døde alger kunne blive omdannet til olie.

Der findes to former for næringsstoffer i havet primær- og sekundær produktion.
- Den primære produktion foregår med organisk materiale.
- Den sekundære produktion foregår med nærringssalte som f.eks. nitrat og phosphat.

Håber at I blev lidt klogere, end I var da i startede.
Mojn

Lavet af: Josefine, Sofie, Mia, Ninett og Lønne

Havets økologi

fredag den 29. november 2013

Algers betydning for økosystemet

Alger har en stor bestydning for økosystemet.
Hvis man har mange uorganiske næringstoffer i havet som nitrat og fosfat. Kan der ske er stor opblomsting af alger, da alger hovedsageligt kun lever af uorganiske næringstoffer. De uorganiske næringstoffer kommer fra marker og industri som bliver skylt ud i fjordere og som vidrer løber ud i havet. Det er ikke godt for økosystemet at der kommer algeopblomstring, fordi algerne bruger mere ilt end der er i vandet. Konsekvenserne af dette kan fører til at alle planter, insekter og fisk dør af iltmangel.

Algeopblomsting

tirsdag den 5. november 2013

Nervesignalet adis, amalie, aldina og jonas

Det somatiske nervesystem

Det somatiske nerve system er det system der gør at vi kan bevæge vores muskler, et signal bliver sent fra centralnervesystemet (hjernen) og ud til vores celler.

En nervecelle:

Nervecellen består af en krop og dendritter som er forgreninger udfra på kroppen og et axon som er langt og rørlignende også ende terminaler der er en slags knopper hvor der sker en, kemisk reaktion. Axonet er beskyttet af det man kalder myolinskeder. Myolinskeder er opbygget er gliaceller/støtteceller, som beskytter axonet for ydre påvirkninger. Myolinskederne fogocyterer døde nerve- og støtteceller. Det er vigtigt for axonet af have disse myolinskeder og ranvierske indsnøringer, da dette øger hastigheden af nerveimpulsen og dermed aktionspotetialet.

Støtteceller (Gliaceller): myelinskeder, mikrogliaceller og astrocytter. Disse er blandt andet med til at regulerer koncentrationen af nærings- og affaldsstoffer i nervessytemet og bekæmper infektioner.

Nervesignaler:

En nervecelle modtager konstant signaler fra op til 1000 andre nerveceller via sine dendritter. Når mervecellen bliver depolariseret (får impulser fra de omkringliggende nerver "igennem dendritterne", sker der en aktion inde i triggerområdet (soma). Fr at nervesignaler skal sendes videre ud i aksonet, skal der registreres mere end 55mV i aktionspotentiale.
Et sådant nervesignal vil brede sig som en elektrisk impuls langs aksonet til aksonets endeterminaler.. her skal signalet omsættes til et kemisk signal, før den kan passere den kløft som er i synapsen mellem afsende og modtagercellen ved hjælp af neurotransmitstoffer.
Det sker ved at den elektriske impuls får calcium til at strømme ind i aksonets endeknop, og det påvirker nogle vesikler. 'Vesikler' er små blære som indeholder et kemisk stof som kan påvirke modtagercellen det stof kaldes transmitterstof ( transmitterstof stof, der overfører signaler mellem nerveceller ) vesiklerne bevæger sig hen til endeknopens ydremembran og tømmer indeholdet af transmitterstof ud i synapsekløften. Signalet udgår fra den præsynaptiske del til den postsynaptiske del.

.

der findes to typer af transmitterstof. Begge virker ved at ændre den elektriske spænding gennem modtagecellens membran. En nerveceller forsøger altid at oprette en elektrisk spændingsforskel på -70 mV (milivolt) gennem sin membran, det kaldes også membranpotentialet. Det gøre den ved at pumpe Na+ ind og K+ ud. Derved bliver cellen mere negativt ladet i forhold uden for cellen. En nerveimpuls opstår hvis cellens membranpotentiale bliver mindre end -55 mV. Det her transmitterstofferne kommer ind i billedet.
Acetylkolin mindsker membranpotentialet, acetylkolin får er kort øjeblik nogle natriumkanler i modtagecellens til at åbne sig, så natrium strømmer ind i cellen derved bliver cellens indre mindre negativ. Hvis tærskelværdi på de -55 mV nås sender modtagecellen et nervesignal afsted.

Na+/K+ pumpen

Det er ikke mange ioner der kommer igennem membranen når der sker en nerve impuls, men det er vigtigt at de kommer tilbage igen. Et transport protein transportere det tilbage igen så det kommer tilbage til hviletilstand, og til det skal proteinet bruge atp. Pumpen transportere ionerne ud men de kommer kun ind igen ved spændingsforskel.

Når signalet har nået dets endemål f.eks en muskelcelle (myon) på muskelfibrens receptorer, aktiveres musklen ved hjælp af Na+ ioner. Ionkanaler aktiveres og åbnes for Na+ og K+. Spændingsforholder skal være 70mV på hver sin side for at aktivere musklen og afsende den nødvændige mængde af Na+ ioner. Herfra vandrer Na+ langs med sarkolemet igennem T-rørene, hvor sarkoplasmatisk retikulum påvirkes og Ca2+kanaler heri åbnes. Denne proces aktiverer tropomyosin-strengen til at flytte sig, så myosinet kan vedhæfte sig til kontraktio af musklen.

Så længe der ikke er Ca2+ ioner til stede, vil tropomyosin dække for myosinbindingerne på aktinmolekylerne. Derefter energiberiges myosinhovederne ved ATP spaltning hvorved de udrettes. Myosin bindes til aktin og myosin hovedet laver en sammenkobling/nikkebevægelse og myoner trækkes sammen.

ATP binder sig i myosinhovederne og bindingen brydes, så hovederne igen kan udrettes. Ca2+ Pumpes tilbage til sarkoplasmatisk retikulum. Når CA+ ioerne ikke længere er bundet til troponinen, vil tropomyosin-strengen glide tilbage i en possition, hvor den dækker og myosinbindingerne. Resultat = musklen dilateres.

Nervesignalet adis, amalie, aldina og jonas

der findes to typer af transmitterstof. Begge virker ved at ændre den elektriske spænding gennem modtagecellens membran. En nerveceller forsøger altid at oprette en elektrisk spændingsforskel på -70 mV (milivolt) gennem sin membran, det kaldes også membranpotentialet. Det gøre den ved at pumpe Na+ ind og K+ ud. Derved bliver cellen mere negativt ladet i forhold uden for cellen. En nerveimpuls opstår hvis cellens membranpotentiale bliver mindre end -55 mV. Det her transmitterstofferne kommer ind i billedet.
Acetylkolin mindsker membranpotentialet, acetylkolin får er kort øjeblik nogle natriumkanler i modtagecellens til at åbne sig, så natrium strømmer ind i cellen derved bliver cellens indre mindre negativ. Hvis tærskelværdi på de -55 mV nås sender modtagecellen et nervesignal afsted.

torsdag den 31. oktober 2013

Nervesignalet adis og amalie

der findes to typer af transmitterstof. Begge virker ved at ændre den elektriske spænding gennem modtagecellens membran. En nerveceller forsøger altid at oprette en elektrisk spændingsforskel på -70 mV (milivolt) gennem sin membran, det kaldes også membranpotentialet. Det gøre den ved at pumpe Na+ ind og K+ ud. Derved bliver cellen mere negativt ladet i forhold uden for cellen. En nerveimpuls opstår hvis cellens membranpotentialet bliver mindre end -55 mV. Det her transmitterstoferne kommer ind i billedet.
Acetylkolin mindsker membranpotentialet, acetylkolin får er kort øjeblik nogle natriumkanler i modtagecellens til at åbne sig, så natrium strømmer ind i cellen derved bliver cellens indre mindre negativ. Hvis tærskelværdi på de -55 mV nås fyrer modtagecellen en nervesignal afsted.

torsdag den 24. oktober 2013

Nervesystemet

Nervesystemet inddeles overordnet i to systemer, centralnervesystemet (CNS) og det periferenervesystem (PNS).
Centralnervesystemet består af hjernen og rygmarven mens det perifere system kan inddeles i tre områder - det sensoriske, det motoriske og det autonome (som igen kan opdeles yderligere).
I PNS skelner man mellem nervebaner som er tilførende og nervebaner som er fraførende. Det er det sensoriske nervesystem der via tilførende nervebaner leder information fra sanserne over til CNS og de motoriske nerver ledes via fraførende nervebaner der sender information fra CNS til musklerne.

Nervecellen:
Ligesom alle andre organer i menneskekroppen er nervesystemet bygget op af en masse enkeltceller.
Der er to typer af celler i nervesystemet - neverceller og gliaceller (støtteceller).
Det som er specielt ved nervecellen, er dens opbygning, som er langt mere indviklet end mange andre cellers.

På somaet (cellekroppen) sidder en lang række udløbere.
Dendritter og aksoner er navnet på de to typer af udløbere der findes og forskellen på dendritter og aksoner er, at aksoner ender i endeterminaler, hvor nervecellen er tæt forbundet med andre nerveceller.
Derudover kan man også sige at forskellen på disse to udløbere er, at dendritter fører nerveimpulsen ind til kroppen og aksonet fører nerveimpulsen væk fra kroppen. Jeg har valgt at sætte denne figur ind, forat illustrer hvordan den beskrevne nervecelle ser ud.

Sygdomme i nervesystemet:
Nervesystemet kan blive genstand for både sygdomme og skade. Hjernen kan blive skadet af blodprop og hjerneblødning, hovedskade, giftstoffer, infektioner, aldersforandringer eller svulster. Vi er født med et bestemt antal nerveceller. Ødelægges en nervecelle, kan den ikke erstattes. Andre nerveceller vil i begrænset omfang kunne overtage opgaver for den døde nervecelle. Ødelægges en perifer nerve, dør den helt ind til rygmarven. Den perifere nerve kan vokse ud igen, men det sker meget langsomt med 1-2 mm om dagen og kun i begrænset omfang. Nerveskader giver derfor meget ofte varige skader.

Da nervesystemet er meget komplekst, kan skader på hjernen, rygmarven eller de perifere nerver give meget forskellige symptomer. Det kan dreje sig om hovedpine, svimmelhed, svigt af balance eller koordination, svaghed, følelsesløshed, hukommelsestab, besvær med at forstå og opfatte, kramper og tab af bevidsthed.

Neurologi er navnet på det medicinske speciale som drejer sig som sygdomme og skader på nervesystemet. En specialist på dette feltet betegner sig som en neurolog.

Lavet af Rafael Nørgaard

Nervesystemet-Amalie

Nerve systemet er et system der styre kroppens bevægelser. Der er 3 forskellige. Det består af et centralt nervesystem som er opbygget af nervefibre og nerve celler som er hjernen og rygmarven og et perifert nervesystem som går fra hjerne og rygmarv og ud i resten af kroppen og så har vi et autonomt nerve system som er det vi ikke selv kan kontrollere og det består så igen af to andre systemer det sympatiske og parasympatiske nervesystem

Når en nerve er betændt er det fordi at den er beskadiget og opstår i det perifere nervesystem, som er det der føre signaler fra hjerne og rygmarv ud i hele kroppen. Betændelse i nervesystemet kan føre til lammelse, kramper, og svaghedsfølelse. sygdomme som kan medføre nervebetændelse er bla. Diabetes, B12 vitamin mangel som ved fx. alkoholisme, infektioner som hiv og leverinfektioner.

Hvis rygmarven bliver beskadiget bliver nerveceller og fibre ødlagt og det kan også føre til lammelse.

Nerve betændelse ved diabetes er fordi at nerverne ikke kan tåle forhøjt blodsukker og de små nerve tråde bliver delvist ødelagt, det rammer især i fødder og ben, og man kan få en fornemmelse af at gå på vat.

Nervesystemet

Nervesystemet har en stor betydning for vores tilpasningsevner og overlevelse, fordi det muliggør, at vi via vores sanseorganer kan gøre kemiske og fysiske ting i og udenfor vores krop, for eksempel høje og lave temperaturer.

Nervesystemets hovedefunktion er regestreing, overførsel og behandling af information.
Sanseinformationerne tranporteres via nervesystemets sensoriske nervefibre ind til de centrale dele af nervesystemet, som indeholder rygmarven og hjernen.

Nervesystemet er delt op i to dele, et centralt system og et perifert system.
Det centrale system er hjernen og rygmarven, der er bygget op af nerveceller og nervefibre.
Hjernen består af forskellige områder, med forskellige opgaver. Der er for eksempel områder der styrer følesans, bevægelser, finjusterer bevægelser eller kontrollerer kroppens hormonkirtler.
signalerne går ud fra hjernen via de nerveforbindelser der er mellem de forskellige områder og der påvirkes de fra mange områder og koordineres.

Rygmarven sender signalerne til og fra hjernen og resten af kroppen. Den består mest af lange nervebaner, som bringer nerveimpulserne op og ned fra hjernen.

Signaler til bevægelser af muskler løber fra hjernen og ud, mens signaler med følesanen løber udefra og ind til hjernen.
Der findes også et autonom nervesystem, det er det nervesystem, som krontrollere indre organer, blodkar, blodtryk, hjerte, kropstemperatur og sved.

Nervesystemet

Nervesystemet er det der gør at kroppen kan fungere. Det vil sige for at vi kan bevæge os, sender vi fra hjernen et signal til den muskel, som får musklen til at trække sig sammen. dette signal kommer fra nervesystemet.

Nervesystemet er delt op i 2

Det centrale nervesystem
Dette består primært af hjernen og rygmarven, som først og fremmest bliver sæde for informationsbearbejdning

Det perifere nervesystem
Dette udgør primært kroppens nerver som transporterer sensorisk information (nerveimpulser) mellem sanseorganer og centralnervesystemet.

Desuden findes der et nervesystem mere

Autonome nervesystem som man ikke selv kan kontrollere. Dette styrer feks indre organer, blodkar, blodtryk, kropstemeratur osv. Dette styres generelt fra lavere dele af Cns.
Det Autonome nervesystem er selvkørende

Nervesystemet

Nervesystemets opbygning og funktion:

Nervesystemet kan opdeles i 2, et somatisk nervesystem, som er underlagt viljens herredømme, og et autonomt nervesystem, der fungerer automatisk og ikke kontrolleres af den frie vilje.

Nervecellerne i hjernen styrer vores tanker, følelser, adfærd og bevægelser som er viljens herredømme.
Hvis vi slår hånden sker der en refleks. Refleksen skyldes at nerveimpulser via sensoriske nervefibre ledes ind til rygmarven. I rygmarven vil de indkomne informationer brede sig til lokale nervefibre i rygmarven, som styrer hånden og hånden trækkes hurtigt tilbage.

http://m.youtube.com/watch?v=UftIYkpkd5c&desktop_uri=%2Fwatch%3Fv%3DUftIYkpkd5c

Nervesystemet

Nervesystemet

Hele nervesystemets opgave er at forstå informationer på den måde at det registrere, overføre og behandler informationen. Derfor betyder nervesystemet utrolig meget for vores fysiske tilstand og overlevelse - eksempelvis sanserne.

Når vi får en information f.eks at vi ser noget, bearbejdes det på forskellige niveauer, hvor rygmarven tager sig af refleksagtige informationer (noget ubevidst), mens hjernen tager sig af bevidste ting og handlinger.

Vores nervesystem kan deles op i to

Centralnervesystemet

Perifere nervesystem

Der udover kan det opdeles i det sensoriske og motoriske nervesystem. Og ikke mindst i det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem.

Centralnervesystemet (CNS) udgør hjernen og rygmarven, hvor alt nervevæv der ligger udenfor centralnervesystemet kaldes det perifere nervesystem (PNS).

Centralnervesystemet:

Centralnervesystemet (CNS) udgør hjernen og rygmarven, hvor alt nervevæv der ligger udenfor centralnervesystemet kaldes det perifere nervesystem (PNS).

Centralnervesystemet står for informationsbearbejdning

Perifere nervesystem:

Er primært kroppens nerver som transportere informationen (nerveimpulser). Informationen transporteres mellem kroppens sanseorganer og centralnervesystemet. Foruden det, så er det også det perifere nervesystems opgave at transportere de bevidste bevægelser (motoriske) nerveimpulser ud til kroppens muskler og kirtler.

Nervesystemet opbygning og funktion.

Nervesystemet er opbygget af det centrale nervesystem, (CNS) og det perifere nervesystem (PNS).
Det centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven, det perifere nervesystem består af al det nervevæv der ligger uden for rygraden og hjernen.

Når vi taler om nervesystemets funktion kan vi igen dele det op i autonomiske og somatiske nervesystem.

Det autonomiske nervesystem, sender sine nervetråde til de indre organer og blodkar, det er ikke noget vi selv kan styre, og vi kender det fx fra når vi bliver røde i hovedet.

Det somatiske nervesystem, det sender til skelet muskulaturen under viljens herredømme.

torsdag den 10. oktober 2013

Doping stoffet EPO

Hvad er EPO ?
Epo er et doping stof som forbedre en persons præstation.
Folk som Bjarne Riis og Erik Zabel har brugt dette stof til at vinde Tour de France.

Hvad kommer EPO af ?
Epo er et hormon, der produceres naturligt i nyrerne og stimulerer knoglemarven til at danne røde blodlegemer. De røde blodlegemer transporterer ilt til kroppens muskler. Jo flere blodlegemer i blodet desto mere ilt får musklerne. Epo bliver i dag fremstillet kunstigt. Det kom oprindeligt på markedet i 1985 for at hjælpe nyrepatienter og andre patienter med forskellige blodmangelsygdomme (anæmi). Epo kan misbruges til at få en øget mængde af røde blodlegemer i blodet, kaldet øget hæmatokrit.

Fakta boks Hæmatokrit.
Blodet i kroppen består af plasma (rest af filteret eller centrifugeret blod) og røde blodceller.
I processen centrifugering, adskiller man blodcellerne og plasmaen. den procentdel af blodceller som hele blodmængden indeholder hedder hæmatokritværdien. Normalt er den 40-45 for mænd og lidt lavere 38-42.

Hvad gør Epo ved kroppen ?
Hvis man kan øge blodets hæmoglobinmængde og koncentration, kan man have op til 10 procent mere ilt i blodet, og så kan man præstere omkring 10 procent mere.
Nogle af de dopede atleter sprøjter i ugerne op til deres konkurrence kunstig epo ind i kroppen, hvilket får knoglemarven til at producere ekstra mange røde blodlegemer.
Og de ivrigste snydere doper sig desuden med deres eget blod dagen før løbet.
De har egne røde blodlegemer med sig, som de har taget ud om efteråret og lagt i fryseren. Hvis de kommer til en finale, eller hvis de er usikre på at vinde, får de aftenen inden konkurrencen en portion røde blodlegemer, som tøs op og sprøjtes ind. Det kan gøres på et hvilket som helst hotel og tager en halv times tid.

Hvilke Fysiologiske ændringer har EPO ?

I en undersøgelse fra 1991 indtog 15 veltrænede løbere epo i seks uger. Deres hæmoglobinkoncentration steg fra 15,2 gram per 100 milliliter til 16,9 gram per 100 milliliter. Eller sagt på en anden måde: hæmatokritten steg fra 45,6 til 50,7. Disse tal betyder måske ikke så meget for almindelige mennesker. Men for atleter, som har trænet i mange år for at forbedre deres iltoptagelse, vil denne stigning betyde, at iltoptagelsen stiger med 9 procent. Hvis de skulle opnå denne forbedring af kroppens ydeevne ved almindelig træning, ville det kræve års ekstra træning, og det ville formentlig være umuligt.
Fordelene ved epo er, at kroppens egen produktion af røde blodlegemer øges. Det medfører, at der kan transporteres mere ilt fra lungerne ud til de arbejdende muskler og det iltkrævende stofskifte. Det betyder i praksis, at man som idrætsudøver kan cykle eller løbe hurtigere og i længere tid, før trætheden indtræder.

Fakta boks Hæmoglobin
hvad er Hæmoglobin
Hæmoglobin findes i de røde blodceller, hvor det binder det ilt, der skal transporteres fra lungerne ud i alle kroppen

Indholder Epo nogle sundhedsrisici ?
Risikoen ved brug af epo skyldes, at hæmatokritværdien og dermed antallet af røde blodlegemer stiger. Hvis koncentrationen at røde blodlegemer er for høj, bliver blodet tykt. Hvis blodet bliver tykt medføre det en øget risiko for, at man får blodpropper. Eftersom produktionen af røde blodlegemer ikke kan styres helt præcist, indebærer brugen af epo en alvorlig sundhedsrisiko for personen og må kun gives under streng lægekontrol. Derfor er der indført en hæmatokritgrænse på 50 for at sikre f.eks. Idrætsudøverrens helbred. ved værdier over 50 øges riskoen for hjerteproblemer.

Etik.
De etiske problemstillinger i henhold til EPO kan være unfair konkurrence.
men også din krop kan tage skade af brugen af EPO.
Ved brug af EPO, bliver dit blod tykkere og risikoen for blodpropper stiger gevaldigt.

Epo

Amalie, Adis og tina

Epo- fysologiske ændringer stoffet for årgsager

EPO eller Erythropoietin

EPO er et naturligt hormon, der dannes i nyrerne. Hormonet stimulere knoglemarven til at producere nye eller flere blodlegemer. De røde blodlegemer transportere ilt til musklerne, så de kan fortage respirationsprocessen(energidannelse). Hvis man har mangel på de røde blodlegemer, for musklerne ikke tilstrækkelig med ilt under fysisk arbejde og man bliver derfor hurtigere træt og udmattet. Derfor har man udviklet et kunstigt EPO, så man kan øge ilt tilførelsen og herved sin energidannelse hvilket gør man kan præstere bedre, og det udnytter sportsudøvere der skal præstere i længeretid, fx cykel ryttere.
EPO er et protein bestående af 166 aminosyrer.

Epo gør konditionen bedre fordi at du bliver bedre til at optage ilt.

Sundheds mæssige risikoer

Epo giver et højt hæmotokrittal (andelen af rødeblodlegmer i blodet), de røde blodlegmern kommer til at fylde mere så blodet bliver tykker og derfor kan der opstå blodpropper fordi hjertet får svære ved at pumpe det rundt især i hvile, hvor cirkulationen er lav, så hvis man tager epo har man også brug for blod fortyndende medicin. Der er også en risiko for at få anæmi (blodmangel) fordi kroppen holder op med selv at producere homornerne hvis man tager epo over lang tid, blodet bliver dårligere til at størkne.Væksthormon giver store hænder og fødeder

Risiko hvis man tager vækst hormoner

Hvis sunde og stærke mennesker bruger væksthormon kan det føre til et overskud af væksthormon. Det kan få kroppen til at vokse på de særeste steder. Næse, hænder og fødder kan bliver større. Samtidig kan væksthormon udløse sukkersyge og alvorlige allergiske reaktioner. De anabole steroider er kunstigt fremstillet og ikke bærer nogen former for smitterisiko, kan væksthormoner rent faktisk give hiv, gulsot og Creutzfelt Jakobs sygdom, Hvor de anabole steroider er billige - 20 kroner per tablet - koster en væksthormonkur op til flere tusinde kroner.

tirsdag den 8. oktober 2013

Sund doping

SNUP EN RØDBEDE OG DOPE DIG SUND

Rødbede saft er det nye og sunde doping der vil øge din præstation betydeligt.

RØDBEDER ER FYLDT MED DE BEDSTE TING

Når du spiser eller drikke rødbedesaft fylder du din mave med en masse nitrat som nede i mavesækken omdanner sig til nitrogen. Når nitrogenen føres ud i dine blodbaner hjælper det med og øge iltoptagelsen ved at udvide dine blodkar.
Når du øger mængden af ilt i dit blod, tilføres der mere ilt til dine muskler og de kan derfor arbejde hurtigere og længere.

Derudover indeholder rødbeder også masser af folat, som er vigtigt for din blodproduktion og celledeling og kalium som er nødvendig for muskler både muskler og nerver.

NEDSÆTTER DIN RISIKO FOR HJERTEKARSYGDOMME

Udover at nitrat hjælper dig med at forbedre din præsentation kan det også hjælpe med et højt blodtryk og de deraf kommende sygdomme som hjertekarsygdomme.
Ved at nitraten går ind og udvider dine blodkar vil dit blodtryk falde, da der er bedre gennemstrømning for blodet.

EFFEKTEN AF RØDBEDESAFT

Efter du har indtaget rødbedesaft vil effekten toppe omkring 2-3 timer efter du har drukket det og effekten vil langsomt aftage i løbet af 12 timer.

BIVIRKNINGER

Mulige bivirkninger kan være at din mave ikke kan nedbryde i farvestoffet i rødbeder og du derfor vil kunne urinere og "pølle" lyserødt.

Susanne, Rikke, Andrea og Rafael

Doping - erythropoietin (EPO)

Præsenter dopingstoffet og dets opbygning:

Epo er et hormon, der produceres naturligt i nyrerne og stimulerer knoglemarven til at danne røde blodlegemer. De røde blodlegemer transporterer ilt til kroppens muskler. Jo flere blodlegemer i blodet desto mere ilt får musklerne. Epo bliver i dag fremstillet kunstigt. Det kom oprindeligt på markedet i 1985 for at hjælpe nyrepatienter og andre patienter med forskellige blodmangelsygdomme (anæmi). Epo kan misbruges til at få en øget mængde af røde blodlegemer i blodet, kaldet øget hæmatokrit.

• Forklar de fysiologiske ændringer stoffet forårsager
Hvis man kan øge blodets hæmoglobinmængde og koncentration, kan man have op til 10 procent mere ilt i blodet, og så kan man præstere omkring 10 procent mere.
Nogle af de dopede atleter sprøjter i ugerne op til deres konkurrence kunstig epo ind i kroppen, hvilket får knoglemarven til at producere ekstra mange røde blodlegemer.
Og de ivrigste snydere doper sig desuden med deres eget blod dagen før løbet.
»De har egne røde blodlegemer med sig, som de har taget ud om efteråret og lagt i fryseren. Hvis de kommer til en finale, eller hvis de er usikre på finalen, får de aftenen inden konkurrencen en portion røde blodlegemer, som tøs op og sprøjtes ind. Det kan gøres på et hvilket som helst hotel og tager en halv times tid.
Fordelene ved epo er, at kroppens egen produktion af røde blodlegemer øges. Det medfører, at der kan transporteres mere ilt fra lungerne ud til de arbejdende muskler og det iltkrævende stofskifte. Det betyder i praksis, at man som idrætsudøver kan cykle eller løbe hurtigere og i længere tid, før trætheden indtræder.

Fakta boks
Blodet i kroppen består af plasma (rest af filteret eller centrifugeret blod) og røde blodceller.
I processen centrifugering, adskiller man blodcellerne og plasmaen. den procentdel af blodceller som hele blodmængden indeholder hedder hæmatokritværdien. Normalt er den 40-45 for mænd og lidt lavere 38-42.

• Forklar hvorfor de fysiologiske ændringer resulterer i forbedret præstation - er der tale om konditionmæssige eller styrkemæssige forbedringer
I en svensk undersøgelse fra 1991 indtog 15 veltrænede løbere epo i seks uger. Deres hæmoglobinkoncentration steg fra 15,2 gram per 100 milliliter til 16,9 gram per 100 milliliter. Eller sagt på en anden måde: hæmatokritten steg fra 45,6 til 50,7. Disse tal betyder måske ikke så meget for almindelige mennesker. Men for atleter, som har trænet i mange år for at forbedre deres iltoptagelse, vil denne stigning betyde, at iltoptagelsen stiger med 9 procent. Hvis de skulle opnå denne forbedring af kroppens ydeevne ved almindelig træning, ville det kræve års ekstra træning, og det ville formentlig være umuligt.

• Vurder sundhedsrisici og evt etisk problemstillinger ved doping
Risikoen ved brug af epo skyldes, at hæmatokritværdien og dermed antallet af røde blodlegemer stiger. Hvis koncentrationen at røde blodlegemer bliver for høj, bliver blodet tykt (øget viskositet). Det vil medføre en øget risiko for, at man får blodpropper. Eftersom produktionen af røde blodlegemer ikke kan styres helt præcist, indebærer brugen af epo en alvorlig sundhedsrisiko for idrætsudøveren og må kun gives under streng lægekontrol. Man har derfor indført den såkaldte hæmatokritgrænse på 50. Det har man gjort for at sikre idrætsudøverens sundhed, eftersom der er en øget risiko for hjerteproblemer ved værdier over 50. Hæmatokritværdien er som nævnt normalt 40–45. Nogen gange kan hæmatokritværdien øges til over 50, uden at det er et udtryk for, at man er dopet. Hvis man opholder sig i højden eller træner i højden, kan det stimulere kroppens egen epo-produktion. Det skyldes, at antallet af røde blodlegemer øges som reaktion på det lave ilttryk i højden. Men også forskydninger i kroppens væskebalance (dehydrering) og langvarigt hårdt arbejde kan øge hæmatokritværdien.

Erytrhropoitein (EPO)

EPO er forkortelsen af hormonet erytrhopoitein. Det produceres naturligt i nyrene, hvorefter det stimulererl knoglemarven til at producerer erytrocytter (røde blodlegemer). Dette er en naturlig biologisk proces.

I den medicinske verden bruger man hormonet til patienter, som lider af en kronisk sygdom, der forhindrer nyrene i at producere den naturlige EPO. Disse patienter kan få kunstig EPO via injektion som fremmer productionen af erytrocytter og dermed hæmoglobin (jern indholdigt stof). Ved misbrug af dette stof, kaldes det for øget hæmatokrit.

Den naturlige hæmatokrit værdi hos mænd, ligger normalt omkring 40 - 45. Hvis Doping via indtagelse af EPO finder sted og værdien af hæmatokrit øges til over 50, vil man være i risiko zonen til at udvikle øgede mængder af trombocytter og de røde blodlegemer vil med tiden koagulere og danne sig en blodprop.

Ved indtagelse af Hormonet (EPO), dannes der hermed flere erytrocytter og hæmoglobin til at øge mængden af ilt til det dynamiske muskel arbejde.

Idrætsudøvere som træner kondition, skal have store mængder af ATP og ilt til muskel arbejdet. Denne proces kræver en aerob forsyning igennem mytokondrierne til at levere den nødvendige energi. Jo flere erytrocytter myoner (muskel fibre) kroppen indeholder, desto mere ilt kræves der. Myoglobin findes i enhver muskel celle, som er et jernindholdigt stof der trækker ilt til sig. Hvis der ikke ikke er tilstrækkelig ilt til muskel arbejdet, begynder den anaerobe proces og dette dannee mælkesyre, så idrætsudøveren "syrer" til og dermed ikke kan fortsætte arbejdet.

onsdag den 13. marts 2013

Replikation af DNA

Vi vil forklare replikationen af DNA ved hjælp af følgende video fra You Tube:
http://www.you tube.com/watch?v=teV62zrm2P0/a>0

Replikationen af de to DNA strenge sker parallelt i to forskellige processer. De skilles ad vha. enzymet Helicase. Et bestemt protein forhindrer at de smelter sammen igen.
Replikationen af strengene sker i en bestemt retning: Fra 5' til 3'.

LEADING STRAND:
Kopieringen af denne DNA-streng sker uden problemer, da den allerede ligger i 5' til 3' retningen. Enzymet DNA-polymerase III skaber det nye DNA langs med strengen i en kontinuerlig bevægelse.

LAGGING STRAND:
Her giver kopieringen af DNA problemer, da strengen ligger i den modsatte retning af leading strand, men skal også kopieres fra 5' til 3'. 3' bliver frigivet først og 5' sidst og derfor bliver kopieringen delt op i små bidder (Okazaki fragmenter).

Som startfrekvens laver enzymet RNA Primase et RNA stykke fra 5' til 3', hvor enzymet Polymerase III binder sig til og derfra skaber nyt DNA indtil den kommer til et allerede skabt RNA stykke. Dette sker i en gentagende process.

Enzymet Polymerase I, erstatter RNA stykkerne med nyt DNA på Lagging strand.
DNA stykkerne (Okazaki fragmenterne), bliver derefter limet sammen til en hel DNA streng vha. enzymet DNA ligase.

DNA opbygning

Hvis vi kigger på DNA'ens opbygning som et dobbeltmolekyle hvor to strenge snor sig om hinanden, og hvor efter et enzym (helicase) går ind og adskiller DNA strengene og hvor enkle proteiner går ind og forhindrer at der sker hydrogenbindinger. Når strengene deles opbygges der nyt DNA (halvt gammelt DNA, og halvt nyt DNA)

Efter processen bygges der nucletider på af enzymet.
Nucletider består af tre enkle dele:
- Kulhydratet deoxyribose (sukker) (D)
- Phosphat (P)
- 4 DNA baser, A,T,G og C (A+T og G+C er altid baseparrer).

En nucletid har et hoved (5'enden) og en hale (3'enden) og når et nucletid sættes på en ny streng sker det altid ved at hovdet (5) kobles til halen (3) det vil altså sige, at DNA og RNA altid dannes i retningen 5-->3 .

De to strenge i DNA molekylet er dannet i hver sin retning, og kaldes antiparallelle da hale mod hale og hovede mod hovede ikke kan sættes sammen! (Ex. man kan jo heller ikke sætte minus og minus, plus og plus sammen, da de frastøder hinanden og ikke tiltrækkes af hinanden).

Her ses et DNA molekyle opbygning.

Kilde; http://bib2011genetik.wikispaces.com/DNA.

Sanne og Rikke

DNA - replikation

DNA-Replikation er en biokemisk proces, hvor DNA kopieres ved brug ved mitose. Cellen deler sig og de to datterceller modtager hver en kopi af DNA’et.
Ved replikation af DNA skilles de to strenge fra hinanden. Der dannes baseparringer af A-T og C-G i længden 5 til 3. Da længden 5 til 3 stopper, går dna ligase (en slags lim) og dækker hullerne. Polymirase 3 går ind og færdigdanner den nye dna streng.

DNA replikation

Billede kilde: biotekroedovre.wikispaces.com

DNA replikation:

Når en celle skal udføre mitose, bruger den enzymer.

Enzymet DNA-helicase deler først DNA strengen.
Når strengen er delt, sker følgende:

Enzymet DNA-polymerase aflæser baserne, og forlænger så kæden ved at indsætte nye nukleotider.
5'-3' retningen - også kaldet Leading strand - er relativt enkelt, da den følger retningen.

3'-5' retningen - også kaldet Lagging strand - er mere kompleks, da den skal modsat.
DNA-polymerasen synteserer her fragmenter, Okasaki fragmenter, som så sættes sammen af enzymet DNA-ligase.

onsdag den 9. januar 2013

Mangel på B-vitamin

Mangel på B-vitaminer
Vi har valgt at undersøge mangelsygdomme i forhold til b-vitaminer.

Generelt om B-vitaminer
Der findes flere B-vitaminer men det de har til fælles er at de indgår i stofskiftet som et hjælpestof (coenzym) og at de er vandopløselige.
Depoterne i kroppen der kan opbevare B-vitaminen er meget små.

På nuværende tidspunkt kender man til 7-8 forskellige former for B-vitaminer.
Et eksempel på et B-vitamin (B1)

B1 indeholder svovl (N) og en amin gruppe.

B-vitamin mangel
Vi har valgt at gå i dybden med riboflavin (B2), thiamin (B1), cyanocobalamin (B12).

B12 vitamin
Symptomerne
B12 har betydning for nerveceller og barnets vækst. For at vitaminet kan dannes er der brug for et velfungerende tarmsystem. Mange sukkernarkomaner har derfor mangelsymptomer.
Symptomerne på b12 mangel kan være blodmangel, usikker og ‘hoppende’ gang, dårlig muskelkoordination, svækket nervesystem, nedsat vækst, træthed, dårligt immunforsvar, koncentrationsproblemer, dårlig hukommelse og nedsat lugte- og smagssans.

Kilde for B12
En lille del af B12 vitaminet produceres af tarmens mikroorganismer og bliver deponeret i leveren. Men det meste af vores B12 behov bliver dækket igennem mad og evt. tilskud. B12 findes i æggeblommer, spirer, lever, kød, fisk, ost og mælk.

B1 - Thiamin
Symptomer
Ved mangel på thiamin sker der en syreophobning i musker og væv og det kan medføre ømme musker og muskelsvigt. Ved stor mangel af thiamin kan det medføre sygdommen beri beri. Der er flere forskellige grader af sygdommen. Symptomerne på den svage form af sygdommen er appetitløshed, træthed og vægttab. Symptomer på den svære grad af sygdommen er irritabilitet, ømme musker, muskelsvigt, følelsesløshed og afkræftelse. Sygdommen er almindelig i u-landende pga. underernæring.

Kilder
Hvis man har en bred varieret kost får man nok thiamin. Thiamin findes i kød, grove kornprodukter, ost og grøntsager.

B2 - Riboflavin
Symptomer
Mangel symptomerne ved denne vitamin er ikke så omfattende selvom det har en stor betydning for stofskiftet. Symptomerne er sår i mundvige, misfarning af mundslimhinder og læber, betændelser i ansigtshuden, overfølsomhed for lys. Men hos dyr har man kunne påvise vækst standsning og nedsat efterkommen.

Kilder
Mælkeprodukter, kød og kornprodukter udgør de væsenligste kilder for riboflavin. Se evt. figur 2.

B3 - Niacin
B3 har indflydelse på omsætningen af kulhydrater, fedtsyrer og aminosyrer.
Symptomer
Stort mangel på niacin medfører sygdommen pellagra. Følger af sygdommen er dermatitis (hudsygdom), diarre, demens og i værste fald død.

Kilder
B3 findes i kød, mælk, ost og grøntsager.

B-vitaminer og stenalderkost
Vi har beskæftiget os med stenalderkosten og derfor vil vi kort belyse hvor godt den kost passer sammen med B-vitamin og mangel på samme.

Hvad er stenalderkost?
Hvis man følger stenalderkosten skal man helst undgå følgende madvarer:
- Korn (hvede, rug, byg, havre, ris…)
- Bælgfrugter (soyabønner, kickærter, peanuts..)
- Tilsat sukker i alle former. (findes i stort set alt slik, is, sodavand og kage..)
- Vegetabilske frøolier (soyaolie, majsolie, jordnøddeolie/smør..)
- Mejeriprodukter (mælk, yoghurt (som i øvrigt også ofte er tilsat sukker))

Man skal i stedet spise de mest næringsrige fødevarer man kan finde:
Mange forskellige grøntsager (og nogle rodfrugter, som egentlig er stivelsesholdige), kød, fisk, fjerkræ, skaldyr, masser af sundt fedt, frugt og æg. Nødder og frø kan man også sagtens spise, men hvis du ønsker et vægttab, kan det være en god idé at holde lidt igen her.
- Se: paleo-kost.dk

Er stenalderkost godt eller skidt for B-vitaminet?
Jo mindre forarbejdet maden er jo flere B-vitaminer er der.
Her passer stenalderkosten godt sammen med B-vitaminer.

B1 - Thiamin
En almindelig dansker får dækket halvdelen af sit thiamin (B1) behov vha. mælke- og kornprodukter. Vil man følge stenalderkosten skal man være meget bevidst om hvilke grøntsager og hvilket kød der er meget thiamin for at dække behovet.

B2 - Riboflavin
I en almindelig dansk kost er det kun 21% procent af riboflavin behovet der bliver dækket af kød mens 50% bliver dækket af mælke- og kornprodukter. Så også her skal man være opmærksom på at få nok riboflavin behovet dækket igennem kød, grøntsager og nødder osv.

B3 - Niacin
Også her er det vigtigt at kende niacin kilderne da kød og grøntsager kun dækker ca. halvdelen af niacin behovet i den danske kost.

B12 - cyanocobalamin
Man får ikke B12 gennem vegetarisk kost. Det er bakterier der danner B12 vitaminet. Vi kan optage disse vitaminer gennem kød og mælkeprodukter. Her går stenalderkosten godt i spænd med B12 vitaminet.

Kilder:
http://www.zonekilden.com/bvitamin1.html
Bog: Human ernæring af Gustav Nedergaard

Hjertekarsygdom

Hjerte-kar sygdomme Hjerte-kar sygdomme er den hyppigste dødsårsag i Danmark.
Symptomerne på hjerte-kar sygdomme:
- Hjertekrampe, blodprop i hjertet, hjertesvigt med åndenød og hævede ben, rytmeforstyrrelser med hjertebanken, svimmelhed eller besvimelse.
- Blodprop eller blødning i hjernen. Fx talebesvær, synsproblemer, lammelser, kramper eller evt. Demens.
- Vindueskiggersyge, blodprop i benpulsårer med bensår og koldbrand.
- Nyresvigt
- Impotens.
En af sygdommens hovedårsager er åreforkalkning, som fører til forsnævringer af puls årene og risiko for blodprop i f. Eks. hjerte eller hjerne. Andre hjertekarsygdomme er fx hjertesvigt, forhøjet blodtryk, hjerteklapfejl, eller blodprop i lungerne. Herunder er opremset de hypigste årsager til hjerte-kar sygdomme:

· Rygning
· Arvelige tilbøjelighed til åreforkalkningssygdomme (blodprop, slagtilfælde mv. I tidlig alder hos
forældre eller søskende)
· Forhøjet kolesteroltal i blodet
· Overvægt, specielt med fedt på maven(æbleform)
· Det mandlige køn
· Kvinder efter menstruationsophør
· Sukkersyge
· Forhøjet blodtryk
· Manglende motion.
Hvis en person f.eks. har to af disse risikofaktorer, forøges den samlede risiko for åreforkalkning med 2*2 altså 4.
Behandlingen er at kosten bør opstrammes. Ofte med færre kalorier, mindre indtag af dyrisk fedt, til fordel for mere fisk, fibre og grønt. Fiskeolie(N-3 flerumættede fedtsyrer. ) kan formindske dødeligheden efter blodprop i hjertet.
Kosten bør have et højt indhold af frugt og grønt, (500-600g), 1-2 fiskemåltider om ugen med en fedtenergiprocent på max 30. Derudover kan det anbefales en kost, der indeholder max 10% mættet fedt.
De generelle kostanbefalinger, både til befolkning og flere patientgrupper, lyder på en stor andel kulhydrater(55-60% af energien) sammen med er begrænset fedtindtag. For de fleste betyder det, at en del at kostens fedt skal erstattes af kulhydrat. Det er derfor relevant at afklare, om
et øget indtag af kulhydrat kan have ugunstig virkning på risikofaktorerne for hjertekarsygdom. I den forbindelse er det specielt sukker og fruktose, som er blevet mistænkt for at have en ugunstig indvirkning på plasma-lipider.

Ligeså er kostrådene for stenalderkost er grønsager, frugt, en masse kød, og alt forarbejdet mad frarådes. Derfor er der nogle aspekter i stenalder kost, der er med til at mindske chancerne for hjerte-kar sygdomme. Dog skal der tages højde for begrænset mættet animalsk fedt. Ved at følge kostrådene for stenalderkost, kan der dog være mangel på kulhydrater som der anbefales mod hjerte-kar sygdomme.
Netdoktor.dk
Perspektiv. Nu
Apoteket.dk - Overlæge i hjertesygdomme Peter Riis Hansen. Systime.dk

Diabetes

Hvorfor får man diabetes?

Type 1:
I kroppen hos type 1 patienter er insulin produktionen enten stærkt nedsat eller ødelagt. Sygedommen er kronisk og kræver behandling med insulin resten af livet.
Årsagen til type 1 er stadig ukendt. Forskerne har forskellige teorier, heriblandt stigende forurening, manglende d-vitamin, infektioner og virus. Det er ikke kun én ting, men flere ting der kan være årsagen.

Type 2:
80-90% af alle diabetikere i landet har type 2. Nogle af årsagerne kan være usund livsstil, overvægt og nedsat fysisk aktivitet.
Det der sker ved en diabetes 2 patient er, at indholdet af glucose i kroppen stiger. Kroppens organer er ikke modtagelige for insulin, dette kan være pga. fedt væv rundt om organerne. Bugspytkirtlen kan ikke producere det hormon der kaldes insulin.
Sund kost og motion er essentielt for type 2 diabetikere.

Diabetes

Hos raske mennesker er blodsukkerkoncentrationen af glucose i blodet 4-8 mmol pr. liter blod.
Generelt er der lavest koncentration af glucose om morgenen, da man ikke har spist i mange timer og været i hvile tilstand. Den er højest efter indtagelse af føde. Hos diabetikere kan blodsukkerniveauet være dobbelt så højt som hos raske mennesker, hvis de ikke modtager nogen form for behandling. Med tiden kan det føre til et dårligere helbred, som f.eks. skader nyrerne, blodåreforkalkning, risiko for blodpropper, nerveceller beskadiges, det påvirker følelsessansen - især fødderne påvirkes og synet kan påvirkes, da det forårsager blødninger i øjets nethinde.

Figuren er fra Systimes bioaktivator.
Diagnosticering af diabetes Diagnosen meget usandsynlig Diagnosen usikker Diagnosen meget sandsynlig
Ustandardiseret blodglucosekoncentration
(mmol/L) Mindre end 4,4 Mellem 4,4 og 11,1 Mere end 11,1
Fastende blodglucosekoncentration
(mmol/L) Mindre end 4,4 Mellem 4,4 og 6,7 Mere end 6,7 ved to målinger
Blodglucose koncentration
2 timer efter indtagelse af 75 g
glucose (mmol/L) Mindre end 7,8 Mellem 7,8 og 11,1 Mere end 11,1
Tabel 1: Diabetesdiagnose. Diabetes diagnostiseres ved målinger af blodets koncentration af glucose.

Symptomer

Symptomer på diabetes kan være tørst, træthed, hyppig vandladning, nedsat appetit og vægttab, kløen omkring kønsorganer og infektioner i hud og på slimhinder. Hvis man går i længere tid uden behandling kan nogle af de tidligere nævnte ting også forekomme, som skader på nyrerne, blodåreforkalkning, risiko for blodpropper, nerveceller beskadiges, det påvirker følelsessansen - især fødderne påvirkes og synet kan påvirkes, da det forårsager blødninger i øjets nethinde.

Vores vurdering

Efter vores vurdering er stenalderkosten velegnet for diabetikere. Stenalderkost indeholder sundt fedt, meget proteinrig kost, kosten skaber en høj og langtidsvarende mæthedsfornemmelse, og der er lavt sukkerindhold.

Sendt fra min iPad

Kostrelateret sygdom - Mangelsymptomer:

Dette er et blogindlæg som vil omhandle mangelsymptomer i forbindelse med vitamin/mineral-mangel. Vi har valgt at beskæftige os med jernmangel og sætte det op mod stenalderkost, som er blevet en stor trend indenfor kost og sundhed.

Jernmangel - Symptomer, samt hvordan og hvorfor symptomet opstår:

Jern findes bl.a. i de røde blodceller, der transporterer ilt fra lungerne og ud i kroppen, mens det i muskelvævet binder ilten, som en reserve ved kraftig muskelaktivitet. Kroppen optager kun en lille mængde jern igennem den kost man indtager. Ofte er det kun under en tiendedel og i mange tilfælde er det kun en enkelt procent. Derfor er jernmangel også en af de mest velkendte og udbredte typer af fejlernæring.

Har man været udsat for jernmangel over længere tid, kan man udvikle jernmangelanæmi. Anæmi er en tilstand hvor man ikke har tiltrækkelige sunde røde blodlegemener i kroppen, som har til opgave at transportere ilt ud i kroppens væv, derfor kan jernmangel have alvorlige og livsfarlige konsekvenser.

Symptomer på jernmangel:

Træthed
Hovedpine
Bleghed
Svaghed
Hjertebanken
Åndenød
Svækket immunforsvar (hyppige infektioner)
Uro i benene (RLS)
Hårtab
Irritabilitet
Bøjede, let derforme negle
Pica (tilstand hvor man har trang til indtagelse af usædvanlige fødevarer og materialer)
Plummer-Vinson syndrom (spiserørs- og mundhulesygdom)

Hvordan og hvorfor udvikler man jernmangel:

Der er flere forskellige årsager til hvorfor man udvikler jernmangel. De primære årsager er et utiltrækkeligt jernindtag igennem kosten, jerntab hos kvinder i forbindelse med menstruation og problemer i fordøjelsessystemet f.eks. hvis man har en kronisk mavetarmsygdom kan dette medfører til forringet absorbering af jern.

Den primære mekanisme til regulering af jern findes i vores fordøjelsessystem. Hvis indtaget af jern er mindre end udskillelsen, vil jernmangel være en uundgåelig faktor.

Optagelsen af jern foregår i den øverste del af tyndtarmen, men kun 5-10% af det jern der indtages i kosten hos raske personer bliver optaget i tarmen, da kroppen selv regulere hvor meget af jernet der skal optages afhængig af hvor meget jern der er brug for. Sunde og raske mennesker kan derfor ikke få for meget jern, da kroppen selv regulere mængden i forhold til optagelse af udskillelse.

Jernindtag igennem kosten - Forebyggelse:

Jern findes bl.a. i kød, fisk, skaldyr, fjerkræ, rosiner, svesker, dadler, figner, mandler, broccoli, bønner og linser. Fødevarer med et højt indhold af groft korn indeholder også et højt indhold af jern.

Derudover er fødevarer der indeholder meget C-vitamin vigtige, da det hjælper kroppen med at optage jern. Dette kan gøres ved f.eks. at indtage kål, kartofler, citrusfrugter.

Stenalderkost i forhånd til Jernmangel:

Stenalderkost er meget oppe i tiden. Stenalderkost handler om at man skal spise den man som man er skabt til dvs. at de mener at man skal spise som man gjorde i stenalderen. Kosten handler om at man skal undgå forskellige fødevarer som man ikke have i den tid f.eks. alle kornprodukter, bælgfrugter, tilsat sukker, forarbejdede fødevarer, mejeriprodukter og mange stivelsesholdige grøntsager som f.eks. rodfrugter og kartofler.

Problemet ved at spise stenalderkost i forhold til optagelsen af jern, er at de fleste fødevarer som man skal undgå, er fødevarer som har et højt indhold af jern heriblandt grove kornprodukter, samt bønner og linser (bælgsfrugter) som er gode kilder til jern. Derudover må man heller ikke spise kartofler, som er en kilde til C-vitamin som nævnt tidligere er med til at hjælpe kroppen med at optage jern.

Ved at følge stenalderkosten og at man ikke indtager jern nok igennem kød, mandler og grønt kan dette medføre til et utiltrækkeligt jernindtag. Stenalderkost er også meget udbredt blandt sportfolk, som derfor er mere udsatte for jernmangel, da de pga. deres hårde træning har et øget behov for jern.

Derfor kan stenalderkost ikke anbefales, medmindre man er sikker på at man får tiltrækkeligt med jern igennem kosten, eller evt. tager et tilskud af jern i form af et kosttilskud.

Kilder:

Dagenssundhed.dk
Bioactivator
Sundhedslex.dk
Sundhed.dk
paleo-kost.dk