Havets plantevækst består hovedsagelig af to slags alger, tang og planteplankton. Tang er makroalger, som er fæstnet til havbunden på lavt vand, og planteplankton er mikroskopiske alger, som svæver i de frie vandmasser. Planteplankton spiller på grund af sine enorme forekomster den største rolle i havets økosystem. De omdanner ved fotosyntese solenergi til kemisk energi, som er tilgængelig for havets øvrige beboere. Planteplankton udgør det første trofiske niveau i havet.
Mængden af planteplankton bestemmes dels af lysmængden dels af de tilgængelige næringssalte. Planteplankton har ligesom landplanter behov for flere forskellige næringssalte i varierende mængde
til opbygning af livsvigtige organiske molekyler som fx proteiner og DNA. Mangler blot et af næringssaltene, begrænses planktonalgernes vækst.
Der findes mange forskellige slags planktonalger, som varierer i både form, farve og størrelse. Fælles for planktonalger er, at de næsten alle er lidt tungere end vand. De er derfor i fare for at synke så dybt, at lyset bliver for svagt til fotosyntese. Derfor er de ofte forsynet med udvækster, som fremmer deres evne til at svæve i vandet. Samme virkning har det, at planktonalger lagrer deres overskudsenergi i form af oliedråberder som bekendt er lettere end vand.
Alger har en stor overflade i forhold til deres størrelse, hvilket letter optagelsen af de nødvendige næringssalte. En almindeligt forekommende planktonalgeslægt i danske farvande er Chaetoceros. Chaetoceros tilhører kiselalgerne. Disse er omgivet af to klare kiselskaller. Kiselalger formerer sig ved tvedeling. De to gamle skaldele danner hver en ny.
Kiselalger har deres højsæson i forårsmånederne samtidig med en anden algegruppe, dinoflagellaterne. Sidst på sommeren dominerer derimod cyanobakterier. Dette skyldes, at cyanobakterier, ligesom bælgplanter, er i stand til at fiksere luftens N2, og at der netop på denne årstid er mangel på N-holdige næringssalte i vandet. Derfor udkonkurrerer cyanobakterier andre planktonalger.
Alle andre livsformer i havet er direkte eller indirekte afhængige af planteplanktonets primærproduktion.
På det andet trofiske niveau i havets fødekæde findes bakterier og dyreplankton, som omfatter mikroskopiske vandlopper, larver af bunddyr, fiskeyngel m.m. De er heterotrofe organismer, som ernærer sig af planteplanktonet.
Nye undersøgelser viser, at planteplanktonets skæbne afhænger af gødningsforholdene. Er der rigeligt med næringssalte til stede vil planktonet bestå af forholdsvis store planktonalger over 1/100 mm, som bliver spist af vandlopper, der igen ædes af større organismer fx fiskelarver.
Sådanne fødekæder er korte, og overførslen af organisk stof fra de første til de sidste led i fødekæden er meget effektiv. Disse korte fødekæder danner grundlaget for en stor fiskeproduktion. Er der imidlertid kun få næringssalte i vandet, skifter algeplanktonet sammensætning. Det er fortrinsvis små former som planktonalger under 1/100 mm, der er ansvarlige for primærproduktionen. Det medfører, at fødekæderne som regel bliver lange, hvilket giver et stort energitab ved respiration, og overførslen af stof bliver derved ineffektiv.
I forbindelse med den mikrobielle løkke frigives næringssalte i de øverste vandlag til gavn for planteplanktonet, som kan udnytte dem til fornyet primærproduktion.
I havets fødenet indgår fisk på alle niveauer. De indgår både i de frie vandmassers græsningsfødekæde og i bundens nedbryderfødekæde.
Organisk materiale i form af døde alger, vandloppeekskrementer m.m. synker til stadighed ned på bunden fra græsningsfødekæden. Her udgør de føde for bundens dyr, som fx muslinger og børsteorme. Den del af føderegnen, som ikke spises af bunddyrene, nedbrydes af bakterier og svampe i havbunden.
Nedbrydningens karakter afhænger af iltforholdene på bunden og i de bundnære vandlag. Er der ilt til stede, foregår der en fuldstændig nedbrydning ved respiration, således at der frigives kuldioxid, vand, energi og de næringssalte, som det organiske materiale bestod af. Denne proces er meget vigtig, idet genbrug af næringssaltene er nødvendigt af hensyn til en fortsat dannelse af planteplankton og dermed for havets øvrige beboere. Er der ikke ilt tilstede, kan der ved gæringsprocesser dannes giftige gasser som svovlbrinte og metan. Der bliver mindre og mindre energi tilbage efterhånden, som man bevæger sig gennem fødekæden. Energien tabes på tre måder i hvert led i fødekæden:
- En del af føden bliver ikke spist, men ender som dødt organisk materiale på havbunden, der kan omsættes af nedbrydere.
- En del bliver spist, men ikke optaget i organismen. Denne del ender som ekskrementer på havbunden.
- En del respireres for at dække organismens energibehov til bevægelse og vedligeholdelse.
Der ophobes altså en beskeden mængde organisk materiale på havbunden. Hvis der er tale om steder med stærk strøm og stort vandskifte, vil der ikke finde nogen bundfældning sted. I dybere bassiner og lukkede områder med ringe vandskifte kan vi derimod se ophobning af organisk materiale, som er højere end den her beregnede gennemsnitsværdi. Bliver ophobningen for stor, kan det medføre iltsvind og fiskedød.
Om sommeren kan der desuden opstå et temperaturspringlag. Temperaturspringlaget opstår ved solens opvarmning af overfladevandet eller ved, at en kold vandmasse skyder sig ind under en varm. Vands massefylde stiger ved afkøling og er størst ved 4°C. Derfor vil varmt vand flyde oven på koldere vand. I grænselaget mellem de to vandmasser sker der en vis opblanding, men den er så lille, at man godt kan tillade sig at sammenligne springlaget med et låg, der er lagt over bundvandet.
De bundlevende bakterier og svampes respiration kan til tider blive så kraftig, at iltindholdet i havbunden og i de bundnære vandlag bliver kritisk lavt. I værste fald kan der opstå total mangel på ilt med alvorlige følger for havets økosystem og dermed for fiskeproduktionen. Fiskene kan søge væk, men det kan de bundlevende fødedyr som muslinger og orme ikke. De bliver kvalt.
Lavet af : Malte S: Boe, Ellen M. Kristensen, Mads S. Andersen
.